Visuel vejledning
Visuel vejledning er en kommunikativ metode, der bruges til at formidle koncepter, idéer, forløb og procedurer enkelt og overskueligt.
KONKRET OVERBLIK
Visuel vejledning er nyttig til at forenkle, forbedre og effektivisere kommunikationen i en lang række tilfælde, hvor man gerne vil skabe overblik, forudsigelighed, ro og etablere en tydelig rækkefølgestruktur.
VISUEL FORMIDLING AF BUDSKABER
Små som store projekter inden for enhver branche og med ethvert tema kan have gavn af visuelle virkemidler, når målet er effektiv formidling af budskaber.
Nedenfor ses nogle konkrete eksempler på kommunikationsopgaver, der er blevet løst ved hjælp af visuel vejledning …
Sikkerhed på arbejdspladsen
UDFORDRING
En stor dansk entreprenørvirksomhed har et løbende behov for effektivt at formidle sikkerhedsregler og -rutiner til selskabets medarbejdere, så arbejdsulykker kan undgås.
LØSNING
En kreativ udviklingsproces med deltagelse af både fagligt personale og sikkerhedskonsulenter fører frem til skabelsen af en række tegneseriestriber, der visuelt viser forløbet fra potentiel farlig situation til fatal ulykke. Striberne implementeres i virksomhedens sikkerhedsforskrifter og bliver således obligatorisk stof for medarbejderne.
Virksomheden gør i øvrigt i vid udstrækning brug af tegnede illustrationer til visualisering af sikkerhedstemaer i organisationen.
HHX-undervisning i dannelse
UDFORDRING
Et handelsgymnasium ønsker at skabe opmærksomhed omkring begrebet “dannelse” og har derfor brug for noget materiale, der kan være katalysator for debat blandt eleverne.
Materialet skal ikke servere svar/løsninger, men bidrage til at åbne for dialog og medtænkning i forbindelse med undervisning i emnet.
LØSNING
I tæt samarbejde med gymnasiets arbejdsgruppe udvikles fire store dialogskabende “myldretegninger”, der bliver ophængt som kæmpeplakater i gymnasiets bygninger og brugt som debatskabende visuelt inspirationsmateriale i undervisningen.
Skadestueforløb
UDFORDRING
Cases og interviews på et stort sygehus viser, at behandling i skadestuen af børn med særlige behov kan være udfordrende på flere planer. Der er et udtalt behov for at finde tiltag, der kan understøtte akutsygeplejerskerne og det øvrige personale i mødet med børn med særlige behov som f.eks. ADHD og autisme.
Tre sygeplejersker vælger ovennævnte problematik som temaet for deres afsluttende modul i akutsygeplejerskeuddannelsen, og som en del af opgaveløsningen identificerer teamet et behov for konkrete værktøjer til facilitering af sygeplejerskernes møde med børn med særlige behov – og deres pårørende.
LØSNING
VisualGuide kommer på banen, og i et tæt samspil mellem sygeplejefaglighed og kommunikativ kreativitet udvikles et visuelt kommunikations- og formidlingskoncept, der blandt andet indeholder flipover, magnetiske piktogrammer, afstressende legetøj og tre 20-siders tegneserier målrettet forskellige aldersgrupper.